Behandlingsformer

De patienter som var meget urolige prøvede man at sætte i et varmt bad eller give dem noget beroligende medicin. Hvis patienten var meget voldsom blev han/hun lagt i en celle og spændt fast til sengen, eller blev iført en spændetrøje.

Til at begynde med fik de patienter der led af skizofreni indsprøjtninger af stoffet cardizol, da man mente at en efterligning af et epileptisk krampeanfald ville hjælpe.

Efter italieneren Cerletti i 1938 fandt ud af at kramper ved patienter kunne fremkaldes ved elektrochok blev den indført som behandlingsform i Danmark. Behandlingen bestod i at fremkalde kramper hos patienten ved at føre strøm gennem elektroder, der sættes på tindingerne. Dette blev gjort 8-12 gange fordelt over 3-4 uger. I starten fik patienterne behandlingen uden bedøvelsesmiddel hvilket var utrolig voldsomt for de patienter som led af svære depressioner og man fandt ud af at nogle patienter fik hukommelsesbesvær og indlæringsvanskeligheder i uger til måneder efter behandlingen.

Nogle af de patienter som led af skizofreni og var indlagt på de urolige afdelinger, kunne man ikke gøre så meget ved. Fra 1939 til 1950’erne brugte man en meget udbredt metode som blev kaldet ”det hvide snit”. Metoden gik ud på, at man overskar nervebaner fra pandelappen til nogle dybere liggende områder i hjernen, som er centrum for følelseslivet. Man mente, at denne operation kunne dæmpe følelsen af angst og uro, som var et problem for mange patienter.